0

Søde planteskilte du selv kan lave

Posted by Marianne on 19. april 2013 in Ikke kategoriseret

Med ispinde, decupagelim og lidt hobbyfarve kan du selv lave de sødeste planteskilte.

Blomsterpinde du selv kan lave

Ispindene patinerer du ved at male dem med fortyndet hobbyfarve.

Du kan dekorere dine planteskilte med glansbilleder eller udklip fra ugeblade, som du limer på med decupagelim.

Skriv navn med en vandfast tusch og voila – du har de kønneste planteskilte til blomsterpotterne og krydderurterne.

Idéen fandt jeg lige her - her kan du også finde små billeder af stedmoderblomster lige til at printe ud og lime på.

God fornøjelse!

 
0

Forårskranse – det er da forår, er det ikke?

Posted by Marianne on 20. marts 2013 in Dekorationer og blomsterbinding, Påske

Tja… ifølge kalenderen burde det være forår nu, men når vi kikker ud af vinduerne kan det være svært at tro – alt er hvidt af sne!

Jeg tror bare lige, jeg vil ignorere alt det hvide og i stedet byde foråret velkommen med en rigtig forårskrans i naturmaterialer. Selve kransen er stramt bundne birkegrene pyntet med mos og bark,

forårskrans

 

vagtelæg og efteuranker – med og uden forårsløg.

 

forårskrans

 

Du kan også lægge forårskransen på et fad, plante et par stedmoder i den og pynte med æg, så har du en fin, lille forårsdekoration.

 

dekoration med forårskrans

Tags:,

 
0

Alt hvad der er værd at vide om sjældne træer og buske

Posted by Marianne on 24. februar 2013 in Træer & Buske

Er der nogen, der ved noget om sjældne træer og buske, så er det Anne Marie Pedersen fra Lønbæk Planteskole

Foruden sin store erfaring er Anne Marie en blændende fortæller, så det blev en rigtig god aften hos Mariager Fjords Havekreds, hvor hun forleden holdt foredrag om sit speciale – sjældne træer og buske.

Nu var ny viden ikke det eneste, jeg fik med mig hjem. Selvfølgelig havde Anne Marie taget fristelser med, og hvem kunne stå for det.

Kender du Bøffelbær, Shepherdia argentea?

En gråbladet busk, der er meget tørketålende, tåler både sandjord og blæst og så kan den klippes. Den skal helt sikkert prøves. Blæst har vi heldigvis ikke så meget af her på matriklen, men sandjord… jo tak. Og så var der det med de grå blade. Jeg er i det hele taget glad for planter med flotte løvfarver, det giver sådan en god afveksling i haven. Løvfarver er et vigtigt element i haven. Noget af det, der gør planten attraktiv i hele vækstsæsonen.

Hvad så med Hvid Blærenød?

Bøffelbær får selskab af en Hvid blærenød, Staphylea colchica. Blærenød får klaser af hvide blomster, der efterfølges af nogle sjove grønne frugter – tredelte blærer, der gemmer på små ‘pistacie’-nødder. Nej, desværre ikke de pistacienødder, vi køber i butikken, men nødderne er spiselige og fuglene er glade for dem. Gemmer du ikke alle frugterne til fuglene, så kan du bruge dem, når du binder efterårskranse. Det kunne altså være flot!

Hvid blærerod, Staphylea colchica

Mens jeg venter på, Blærenødden får frugter nok til både fuglene, mig og mine kranse, så kan jeg nyde den flotte bark. Blærenød får nemlig stribet bark. Se det er jo et ekstra plus – særligt i vinterhaven.

bark på Hvid blærenød, Staphylea colchica

Desuden trives Blærenød i al slags jord, i sol og skygge og er fuld hårdfør og vindtolerant. Så hvad er der at betænke sig på.

Betænke sig skal man ikke alt for længe – en spændende og smuk Kinesisk voksblomst, Sinocalycanthus sinensis lokkede både mig og en hel del andre – og væk var de. Så nu må jeg nøjes med at drømme, men måske – hvis jeg er heldig, er der nogle tilbage næste gang jeg aflægger besøg på Lønbæk Planteskole hos Anne Marie og alle hendes fristende, lokkende, spændende træer og buske, der trygler om at komme med hjem!

Hold øje med din lokale havekreds Anne Marie Pedersen er en efterspurgt foredragsholder. Måske kan du være heldig at høre hende hos en havekreds nær dig.

 

 

Tags:, ,

 
0

Skøn zinkreol – hold styr på plantegrejet

Posted by Marianne on 21. februar 2013 in Haven

Skøn zinkreol med plads til plantesnoren, lerpotterne og alt det, der er rart at have ved hånden, når du er i det kreative hjørne

Se hvad fragtmanden lige har været forbi med…. en ret lækker zinkreol!

zinkreol med farvede skuffer

Ja, jeg ved ikke med dig, men selv er jeg helt vild med denne skønne zinkreol – det er lige, hvad jeg mangler over plantebordet. Gode rum og skuffer i en ordentlig størrelse, praktisk, brugbar og køn at se på.

Bemærk lige den lækre detalje med de farvede skuffer.

Hvis du nu også synes, det kan være svært at leve uden, så kan zinkreolen købes i shoppen – den første er allerede solgt! :-)

 

 

 

Tags:

 
0

Nyt på julerosefronten – nye krydsninger af Helleborus

Posted by Marianne on 17. februar 2013 in Juleroser & Påskeklokker

Er du også Helleborus-freak, ja så er der noget at glæde sig til – der sker rigtig meget på forædlingsområdet i disse år, der krydses på kryds og tværs og skønheder åbenbares.

 

Helleborus niger x Helleborus atrorubens

 

Helleborus er en af de planteslægter, der meget nemt krydser – også arterne imellem. Nogen dog nemmere end andre.

En af de krydsninger, du kan glæde dig til, er en af de mere usædvanlige – en krydsning mellem Helleborus niger og Helleborus atrorubens

Resultatet er en dejlig, kompakt, lav plante med de smukkeste blomster.

Helleborus niger x Helleborus atrorubens

Jeg ved ikke med dig, men jeg glæder mig meget til den kommer på markedet.

Indtil da må vi nøjes med Helleborus niger og Helleborus atrorubens hver for sig, men det er nu heller ikke så galt endda.

Chancerne for at de to krydser spontant er nok ikke de største, så skulle du selv få lyst til at være fødselshjælper, skal du huske, at det er Helleborus niger, der skal være moderen – det er den, der skal være frøbærer.

Og så er det bare at vente med tålmodighed, 3 år skal du regne med, før du ved, hvordan barnet bliver – med frøplanter kan man aldrig vide.

Her kan du læse mere om frøformering af Helleborus.

 

Tags:,

 
0

Samler du selv dine frø og gemmer dem?

Posted by Marianne on 11. februar 2013 in Tips

Se hvor fint det kan gøres!

Nemme frøposer

 

Disse fine frøposer fandt jeg hos Gitte på bloggen Fra frø til blomst, her kan du også se, hvordan du laver dem.

Tak for ideen, Gitte – jeg holder meget af smukke løsninger på praktiske opgaver!

NB! Det er ikke alle frø du skal gemme, nogle frø går i dvale og spireevnen forringes, det gælder for eksempel Helleborusfrø.

Tags:

 
4

Skal, skal ikke…

Posted by Marianne on 6. februar 2013 in Juleroser & Påskeklokker

Skal man klippe de gamle blade af juleroserne?

Er der noget om snakken, skal man bare uhæmmet pelse sine juleroser først i det nye år?

Hvis du vil undgå julerosesvamp og samtidig have en sidegevinst, er svaret ja. Når det så er sagt, gælder det også her – ingen regel uden undtagelse.

 

Ofte sker det, at Helleborus i løbet af vinteren får grimme blade med sorte eller brune pletter.

 

 

Det sker når bladene bliver angrebet af svamp. Svampen er dog sjældent en trussel for planten, men for ikke at sprede sygdommen, er det en god idé at klippe de gamle blade af.  Gerne når de nye blomsterknopper begynder at dukke op, typisk i januar/februar måned.

Husk at bladene skal brændes eller i affaldsspanden for ikke at sprede smitten - aldrig i komposten!

 

 

Er din julerose et eksemplar af arten Helleborus niger, er reglen lidt anderledes, her skal du gå knap så hårdhændet til værks. Helleborus niger er ofte lidt svagere i væksten, og tåler ikke for hård klipning, så her skal du kun fjerne angrebne blade.

 

Reglen er Klip!

Men når det gælder hybriderne, helleborus x orientalis, dem der er allerflest af i haverne, er reglen: klip!

Væk med alle de gamle blade – og det er her sidegevinsten kommer ind i billedet.

For når du fjerner alle de gamle blade, udskyder du blomstringen. Det lyder måske ikke umiddelbart som en gevinst, men sagen er den, at blomsterstilkene udvikler sig hurtigere, på de planter, der får lov at beholde bladene end på planter, hvor bladene er klippet af.

Den hurtigere udvikling betyder at blomsterstilkene er sartere, de bliver ikke så hærdede, som på planter uden beskyttende blade. Her vil du se, at blomsterknopperne sidder meget længere lige i jordoverfladen, før stilken begynder at gro. De er meget mere robuste og tåler langt bedre frosten, også når der kommer en kold nat efter en mild periode. Blomster, der ikke er hærdede, er alt for sarte og bliver ødelagt af frosten, stænglerne bliver bløde og splatter ud.

Så kort og godt når vi taler om Helleborus x hybridus skal de gamle blade klippes af, hvis du vil have flotte, blomstrende planter uden svamp.

Hvad er din erfaring?

Tags:,

 
0

Lille forårskrans til døren

Posted by Marianne on 2. februar 2013 in Dekorationer og blomsterbinding

En sød og enkel forårs- eller påskekrans helt i natur.

Vil du lave en forårskrans til døren, er her en idé til en krans, der både er hurtig og nem at lave. Jeg har nemlig brugt en færdig grenrede.

Grenreden er pyntet med perlehyacinter, fjer og vagtelæg samt en enkelt efeuranke og gæslingepil.

Tags:, , ,

 
0

Helleborus – Juleroser & Påskeklokker

Posted by Marianne on 27. januar 2013 in Juleroser & Påskeklokker

Er du også vild med denne skønne planteslægt?

Vil du gerne lære og høre mere?

Så har du chancen, når jeg holder foredrag om Helleborus i Aalborg Havekreds, mandag, den 25. februar 2013, kl. 19-21.30.

Det foregår på Gug Skole, Solhøjvej 2, 9210  Aalborg SØ.

Entre kr. 50/70 kr. for hhv. medlemmer/ikke medlemmer.

Tilmelding til Helga Hald, senest den 18. februar.

Tlf.: 40 15 21 36

Mail: idehaven@idehaven.net.dk

Der vil også være plantesalg – jeg lover at tage nogle lækkerier med!

Tags:,

 
0

Forårskrans

Posted by Marianne on 13. januar 2013 in Dekorationer og blomsterbinding

Forår er det altså ikke endnu, og hvor længe vi skal vente, er ikke til at sige. Lige nu sender solen striber gennem træerne, mens lidt hvidt fnuller langsomt daler ned.

Vejret kan vi ikke rigtig gøre noget ved, men indendørs kan vi heldigvis snyde lidt og tage forskud på foråret – lidt blomster er godt for sjælen!

Jeg er blevet rigtig glad for denne her forårskrans, selvom forholdet ikke så lovende ud i starten. Kransen er lavet af en oasiskrans, der har fået et gitterværk af grene både ind- og udvendig. Det er netop grengitteret, der gør kransen til noget specielt, men også det, der i starten udfordrede mig. Tålmodighed er en god ting, for det tager tid, og så er det vigtigt, at grenene er tørre og du hele tiden får strammet tråden godt til, så det hele ikke rasler fra hinanden.

Nu hvor kransen er færdig, er jeg glad for at jeg ikke gav op på halvvejen. Hvis sandheden skal frem, måtte jeg kassere mit første forsøg – jeg havde slet ikke fået klippet grene nok – der går temmelig mange til, og heller ikke fået strammet tråden godt nok til, så grengitteret blev alt for løst.

Der var ganske enkelt kun et at gøre – forfra og om igen! Overvejede et øjeblik at droppe det hele og i stedet for sætte birkebark omkring kransen, hvad jeg nu også tror kunne være helt pænt, men det er en helt  anden snak.

Heldigvis var jeg i godt selskab i Ullas Kreative Værksted, og i godt selskab er det bare nemmere at tage kampen op! Her hjemme havde jeg nok pakket skidtet sammen og så taget kampen op en anden dag. Men så havde jeg jo ikke haft min krans at glæde mig over allerede nu.

Det gode ved det er, at nok tager kranse lang tid at lave, men når det først er gjort, kan kransen bruges igen og igen. Det er bare at skifte oasis.

Jeg har allerede lyst til at fylde den med ranunkler – i mange farver eller måske kun i hvidt! Det tror jeg kunne være flot. Bliver det til mere end snakken, får du det sikkert at se.

Har du også lyst til kreative selskab, inspiration og god faglig vejledning, så se her, hvornår Ulla holder kurser.

Tags:, , ,

Copyright © 2010-2013 Krukkerier All rights reserved.
Desk Mess Mirrored v1.8.1 theme from BuyNowShop.com.